Indberetning fra hovedgården 1768
Fra Lars Toft til amtmand Hauch
Indberetning fra hovedgården 1768
Fra Ullerupgård til amtmand Hauch
På de fra højædle General Landvæsenets Collegie i Kiøbenhafn cirkulerede 6 poster, må jeg ikke undlade til Deres højvelbårne underretning at indsende mine ringe tanker således:

1. ang. Hoveriet.
Hoveriet ved gården er umistelig, og for bonden ikke utålelig- når det bruges inden for lovlige og kristelige grænser, men så stor en sandhed dette er, så unægtelig er det og, at hoveriet ved gårdene i nogle måder og på mange stæder misbruges.
Det umistelige hoveri er alt det, som falder og har navn af Mark og engs dyrkning og brug, gårdens kornavling, at tærske, rense og køre til strande eller købstad skibssteder, ildebrand at grave, røgte og hjemføre, møjblanding og udkørsel, får kreatuers vaskning og klipning, her udi enhver fornuftig ejer dog gerne bøjer sig, som muligt er til belejlighed og lettelse for bonden. Og slig hoveri kan proprietærerne ikke miste uden deres ulidelige tab og gårdens yderste ruin, uden det alene skulle være tærsken. Blev plovbønderne derfor befriet og proprietærene i dens sted tillagt 4 6 rdl.? tærskepenge af hver hel plov, kunne enhver herregårdsejer dog give til bondens bedste og lettelse i hoveriet. Selv holder de foruden folk dertil, og een af dem, der så at sige, var på blev i arbejdet og på stedet, måtte næsten kunne gøre så meget som to af bønderne, der enten for vejens længde eller og for vintervejrligets vanskelighed atter må bryde tidlig af, og kommer sildig til arbejde.
Men hvor der flader vinterrugs udsæd ved gårdene, som aftærskes så snart kornet er indbjerget og før tønde tærskerne til sådag kunne fås, da måtte plovbønderne tillige selv aftærske sæderugen
Hoveriet inden for bemeldte grænser falder bonden ingenlunde for tungt eller til skade hindrer ham i sit eget arbejde, som det og i sig selv befindes; at hoveriets bønder her i Thyland har fri iboende gård mark og bygning i ligeså fuldkommen brug og vedligeholdelse, som den der enten intet eller og ikke forretter efter fæstebrev uden 4,5,6 dages arbejde årlig med heste og vogn. Og det kan ej heller nægtes at hoveribonden for sådan sit arbejde jo har god vederlag og preference hos husbonden frem for de frie - de frie giver indfæstning og landgilde, som gårdene kan tåle, og i det øvrige sørger for sig selv, hvis ikke så meget efter indfæstning, skyld og landgilde, nyder ofte hjælp og forlag til kongl. kontributioners afbetaling, når bonden ej selv formår at bygge, bygger husbonden, og når han i flere måder formedelst misvægt eller ulykkelige hændelser går i va..... , ophjælpes han og holdes på fode igen. Som plovtjener nu og alle tider frem for de frie forskaffes af godset, de bedste tjenestefolk til deres eget og proprietærens arbejde; men de frie må ofte være sig bekostelig med daglønnen.
Det øvrige af hoveriet kan henføres til pliseller.
Gang-arbejde, såsom kalkslåen, muremester og tækkers opvartning og behjælpere med mere der på eet sted mere end på et andet, del behøves, dels på findes, som vel hidentil er brugt til sin nytte for vedkommende, men betragtes, at slig arbejde nogenlunde kunne kommes over ved gårdens egne arbejdsfolk :/hvor ingen andre kan holde :/ såvel som og ved husmændene, der gør fri ugedage, og når dette ikke kunne forslå, kunne enhver overkomme at leje til det Øvrige. Så er før henviste "Plits- eller gan-arbejde" ikke så betydelig at miste, som næst foregående, som det og i sig selv virkelig er skadeligt for bonden, og skal plovbønderne fremdeles gøre noget deraf, som jeg nægter de jo meget vel kan overkomme, var det dog tjenlig, at al gangarbejde uden for det først benævnte umistelige hoveri blev bestemt til visse dage om året, nemlig 8 dg. af ploven, som ikke kan blive over fire dage til hver mand eller halv plov om året, da to-tre, ja vel og fore gårde og steder almindeligt er indeholdt at gøre hel plovs arbejde, og måtte plovbønderne ganske være fri for slig gang og plitsarbejde, andet hoveri indfaldet ikke .... og burde aldrig uden i nødstilfælde påføres i den tid fra 1. til in medium Juni, havde bonden så megen bedre tid til i rolighed med samlet folk at fortsætte sit eget sommerarbejde med bygningsreparation og møgblanding, hvilke dele ikke gøres så meget af, og især af møgblanding, når den "gierning efterlades, er det bedste til Agerdyrkningens rette brug og nøtte forsømt". Thi på de steder der noksom ingen høbjergning haves, hvor i blandt Thy og Morsø billig må regnes vil der komme lidet gøde af besætning 8 lo fæhøvder og 4 5 bester, som almindelig findes her i landet på en 5, 6 7 tønders bondegård, deraf skal næppe komme 100 læs vintermøg, og når nu til slog en gård i det mindste bør gøde til t td. byg årlig indtægt, og til hver td. bygsæde behøves 200 læs og derover, så følger deraf megen arbejde inden 1 hundrede læs vintergøde kan forøges til 800 læs gødsel. Vel har agerdyrkningen i Jylland i almindelighed forbedret sig meget i en tid af 30-40 år, men ville enhver herregårdsejer indse som det i sig selv er værd, hvad fordel vintergødens tilberedelse og forøgelse fører med sig, pådrive den gærning og flittig lade efterse hos hver mand, hvad enten han er hovtjener eller fri, om det er virkelig skade, ville det blive endnu bedre, og det almindelige beste dermed befordres.
Den tredie slags hoveri, som plovtjenerne vil og på nogle steder bruges til, såsom arbejde på ager og eng, item reparationer ved underlagte græsgårde og forfaldne ødegårde på godserne, mange kørsler snart i en, og snart i anden måde uden for det egentlige hoveri, ja vel og de steder, hvor det går så ilde til, at de må være piges pige og drengs dreng i ting som er lidt værd og gårdens egne folk gerne kunne og burde gøre, alt sligt er unægtelig misbrug af hoveriet og efter min ringe indsigt aldrig burde være til, men plat afskaffes.

2. Om tienderne.
At udfinde mål til hvorledes tiendeyderne kunne beholde kærven, være tjent dermed og give tiendetagerne skadesløs vederlag derfor, det synes vanskeligt og fast umuligt, når betragtes, at ikke eet stiftamt, herred, sogn, ja ikke alle i eet sogn er lige i kornmåling, Thi et sted har matriklen sin takst og oprindelse alene af markjorder, og et andet sted af engbund tillige, følgelig er et sted kornland mere end på et andet sted, foruden at een mand kan have sine jorder frem for en anden i ulige bedre dyrkning og brug, skønt de begge er af lige hartkorns påboelse men det kunne ske på den måde, at bonden selv skulle eje kongens og kirkens tiender, thi almindeligt at regne har sognene, præstens korntiende for billig akkort, formedelst lidet arbejde med plov og vogn, som behøves og bonden gør, når lejlighed er til præstegårdens avlingsdrift, kunne bønderne blive enige dertil og kirken ikke derover skulle tabe i dens fornødne vedligeholdelse, så blev det muligt det jævneste og tjenligt for bonden.
Her til gården har Jeg kirkekorntiender i 3 sogne, hvoraf det ene sogn har den på akkort og i de 2 andre oppebærer jeg tienden i kærven, som hver mand og i de 2 sogne ejer kongekorntienden selv, og i alle 3 sogne har bonden præstens for billig tiendeydelse i korn, og befaler hans kongl. majestæt, at jeg uden forskel til ejendom for bonden skal afstå slige mig tilhørende kirketiender på den måde jeg den selv ejer og for den købeskilling jeg derfor har gjort, er jeg og dertil allerunderdanigst villig; men at tabe meget deraf, eller og miste ejendomme for halvværd, der er mig til god hjælp her ved gården, det ville jeg nødigt. Jeg kender nær omliggende byer her i Thy, som næppe kunne tåle at give 5 mk. pr. td. hartkorn, og er imod de som bedre kan give og giver 7 8 mk pr. td., ligesom jeg og tog nogen skade i tiendens værd, og jeg i de sogne, der unægtelig falder i gode korn egne, jeg oppebærer kirketienden, skulle overlade samme for 6 mk. pr td. hartkorn, og jeg må dog tilstå at derudi er endog megen forskel, een kunne bedre tåle at give 7 mk end en anden 5 mk pr. td.. Så jeg skønner ikke rettere end det er jo plat umuligt at regulere korntiendernes værd til noget almideligt, når begge såvel yderne som ragerne skal ske ret og den ene ikke har en billig fordel af bondens korn og til hans gode fornøjelse accordere med ham hvor tienden skal tages, som bonden helst vil og hos mig som de fleste steder her i landet sker, thi på den måde hindres ikke tiendeyderne, at indføre sit korn dag og nat ligesom han er færdig, og finder tjenlig, og når så tiendetagerne derefter i bekvem tid og vejrlig indfinder sig på marken, kan en hel by uden sinkelse på 1/2 times tid gives sedler og skilles ved tienden, at tiendetagerne den dag tiendeyderne begærer at få sit korn ta..... og komme af med tienden, indfinder sig en times forløb eller højst to efter at han er blevet begæret, medbringer fornødne tællere "begiægne" (begæret?)enhver med snarhed og en time efter han er ankommet skille hver mand i byen af med tienden når tør vejrlig bliver bestandig, bonden er færdig og intet fra hans side mangler til tiendens bortkørsel, og det så tit bonden det forlanger. Men skulle tiendetagerne derudi efterlade sin pligt, måtte bonden i sine egne høstfolk eller naboers påsyn tælle og udsætte tiendekærven, som tiendetagerne derefter skulle være fornøjede med og lade bonden ubehindret føre sit korn ind, som og være pligtig på den måde som hidtil brugelig er, at lade den af tiendeyderne selv udsætte tiende affordre samme dag den er udsat, såfremt regnvejrlig det ikke hindrer og ellers at tåle hvad skade samme tilføjes på ageren indtil derimod tages, som omsider dog ske skulle så snart kornet bliver tjenligt til indagning, og ellers miste tienden kærvene, skønt de sår og høster på en gang; - Men jeg nægter ikke at der jo findes tiendeejere, som i andre måder til ubilligjed benytter sig af sin tienderettighed. I nærheden hos mig kender Jeg stæder, som de i stæder for selv at oppebære kærren har sat og sætter korntiende by for by i hvert sogn til årlig auktion, og bruger een korntiende til 9 lo mk. pr td. hartkorn, derved gør slige tiendeejere bedre regning end selv at oppebære tienden, men bonden påføres "een Tiende tagere meere Paaseende end den anden", og ofte med ubillighed må komme af med tienden, som ventelig ikke skete når tiendeyderen stedse havde med tiendeejerne selv at gøre, det synes noget ubilligt. Thi efter loven skulle dog bonden frem for andre være sin egen tiende nærmest, som han når tiendeejerne ej selv kunne eller ville den oppbære, billig burde være, hvortil bonden og kunne forhjælpes når enhver tiendeejer uden forskel formenes direkte eller indirekte at afhænde sin korntiende til andre end tiendegiverne selv, som måtte påbydes ikke efter auktionsbud, men ved forsøgende indbyrdes akkort imellem tiendeejerne og tiendegiverne, når det ikke ville lykkes, og tiendeejerne endda ikke selv kunne og ville oppebære tienden i kærven, måtte ved Sante Hansdags tide tages fire "uvillige vittige" (uvildige vitterligheds) mænd, 2 for tiendegiverne og 2 for tiendetagerne i hvert sogn at taksere korn tiendernes værd til billighed det ene år med det andet og når disse fire mænd i taksationen ikke endda bliver ejere, måtte deres mening fuldstændig skriftlig indsendes til stiftamtmændene for købstæderne, hvorunder end og findes på" visse stæder landsbyer at sortere til tiendeydelse, og til amtmændene for landet, som da "finalliter" bestemme kunne hvor meget pr. td. hartkorn for tienden bestandig årlig skulle gøres enten i korn eller penge, og tiendegiverne derefter beholde tienden så lange den ej af tiendeejerne selv behøves og kan oppebæres. Det kunne og være til bondens bedste på de steder hvor tiendetagerne ikke seks otte dage efter at bonden er gået ud at høste. En eller to dage i hver sogn i høstens tid indfinder sig ubegæret for at tælle og indskrive bondens korn, og til hans gode fornøjelse akkordere med ham hvor tienden skal tages, som bonden helst vil og hos mig som de fleste stæder her i landet sker, thi på den måde hindres ikke tiendeyderne, at indføre sit korn dag og nat ligesom han er færdig, og finder tjenlig, og når så tiendetagerne derefter i bekvem tid og vejrlig indfinder sig på marken, kan en hel by uden sinkelse på 1/2 times tid gives sedler og skilles ved tienden, at tiendetagerne den dag tiendeyderne begærer at få sit korn takseret og komme af med tienden, indfinder sig en times forløb eller højst to efter at han er blevet begæret, medbringer fornødne tællere begæret enhver med snarhed og en time efter han er ankommet skille hver mand i byen af med tienden, når tør vejrlig bliver bestandig. Bonden er færdig og intet fra hans side mangler til tiendens bortkørsel, og det så tit bonden det forlanger. Men skulle tiendetagerne derudi efterlade sin pligt, måtte bonden i sine egne høstfolk eller naboers påsyn tælle og udsætte tiendekærven, som tiendetagerne derefter skulle være fornøjet med og lade bonden uhindret føre sit korn ind, som og være pligtig på den nåde som hidtil brugelig er, at lade den af tiendeyderne selv udsatte tiende , affordre samme dag den er udsat, såfremt regvejrlig det ikke hindrer og ellers at tåle hvad skade samme tilføjes på ageren indtil derimod tages, som omsider dog ske skulle så snart kornet bliver tjenligt til indagning, og ellers miste tienden.

3. Om fælleskabs ophævelse
Med jordegodsejerens indladende egne vilje, kommer fælleskabets ophævelse aldrig til nogen progres, thi de fleste synes bedst om, og vil beholde sit eget, så hvad een vil, vil en anden ikke, og derover taler eller handler nu ingen mere derom.

4. Om arve fæste
Det er en almindelig skik og brug i landet, at sønnen frem for andre får faderens gård i fæste, når søn er til, og findes duelig til gårds fæste, mere indlader jeg mig ikke i den materie.

5. Om tjenestefolk
Det hænder sig ofte at tjenestefolk fæster sig til hel årstjeneste, mest almindeligt fra Michelsdag til årsdag, men efter at de er kommen i tjenesten siger de dog op før nytårsdag og bliver ikke i den tjeneste de har fæstet dem til uden om vinteren til Påske, for på et andet sted at profitere af en større sommerløn, dermed føler mangen mand sig ikke tjent, hvorfor det til visse burde tjen hel år, og opsigelser på halv års tjeneste ikke have sted. Når det ikke sker, er de almindelige flyttetider Michelsdag og påske meget bekvemt både for husbond og tjener. Lønnen at foreskrive enhver, såsom en dygtig karl 8 rd., 1 ringere 6 og 1 god dreng 4 sletdaler og en pige der kan gøre fuldt på ager og eng 8 slettedaler. Ringere kan det vel ej heller være, når de selv skal betale månedskatten og den simple folkeskat. Er ikke mindre tjenlig, da det nu er kommen dertil, at mangen en karl begærer 20 og en pige 12 slettedaler om året.

6. Omvejene
I Thy og Morsø falder sjælden kørselen med Vievogn, og vejene for dem som ordinært kan dog holdes parlable med liden hjælp af bonden, som herred- og sogne-fogeden meget vel kan tilsige og ordinere uden bondens større byrde.

Ullerupgård

L. Toft.