Karen Dyre

Karen Dyre stammer fra Knivholt ved Frederikshavn, hun var gift med Niels Arenfeldt, begge af dansk adelsslægt. Hun er slægtning til den Palle Dyre, der var Marie Grubbes anden mand, inden hun løb grassat med kusken på Tjele, Søren Møller.
Niels Arenfeldt forskrev sig 1612 til Knivholdt i Vandsyssel, man fik store Økonomiske problemer efter krigen 1625-29, som dog bedredes da Karen Dyres far Hans Dyre til Boller i Vendsyssel, holdt skifte før sit 2. ægteskab 1632. Hans Dyre flyttede til Knivholt, mens Niels Arenfeldt og Karen Dyre fik Ullerupgård.

Niels Arenfeldt og Karen Dyre levede ikke i det bedste forhold til hverandre. Forholdet udartede til et had, under hvilket ægtefællerne trakterede hinanden så groft, at de offentligt værgede sig mod hinandens klagemål, han ved retslige anstandsbreve, som han lod tingvidne, hun ved angribende handling inden for familiekredsen. Under dette elendige samliv vedblev ægtefællerne dog at søge bord og seng sammen med deraf følgende barsler.

----------------- Man kan bl.a. læse følgende om dem ---------------------
I 1639 barslede fru Karen, og i perioden der omkring blev forholdet galt. Fru Karen udtog da stavning mod sin husbond, hvori hun klager over, at Niels Arenfeldt har vendt sit sind og hjærtets kjærlighed på utilbørlig vis fra sin "fattige hustru", hvilket hun ved brev kan bevise. Hun beskylder ham for at have slaget hende uden grund, og at han tragter hende hemmeligt efter livet. De nærmere omstændigheder vedrørende denne alvorlige beskyldning synes at have haft følgende forløb. Ganske kort tid før fru Karen Dyres nedkomst har Niels Arenfeldt været på besøg hos hustruens forældre, Hans Dyre og fru Anne Pedersdatter på Knivholt. Maren skulle i hvert fald ledsage fru Anne på barselrejsen til Ullerupgård, og hjælpe med ved den forestående begivenhed. I samtalen har Niels Arenfeldt da søgt at overtale Maren Ibsdatter til at modtage en buddike (kostbar æske), hvori var noget hvidt pulver vel sagtens rottekrudt - arsenik. Nogle år i forvejen havde fru Kirsten Munk på Frederiksborg Slot søgt at forgive sin gemal Kong Kristian den IV med samme slags hvidt pulver i en liden sølvbuddike. Det hvide pulver skulle Maren, når hun kom til Ullerupgård og gik fru Karen til hånde i barselsengens periode, benytte tre knivspids portioner af, til at komme i fru Karens melgrød. Af en sådan dosis ville hun ikke dø med det samme, men lidt efter lidt i løbet af fire dage pines ihjel. Resten af pulveret skulle hun give fru Karens fader, Hans Dyre, hvem Arenfeldt iøvrigt også ville lade bekoste fru Karens begravelse, efter hvad han betroede Maren. Maren tog imod buddiken og så kjørte selskabet af sted og kom til Ullerupgård. Men i stedet for at anvende pulveret efter ordre, fortalte Maren planen til fru Karen og advarede hende imod manden. Nu blev også moderen fru Anne, sat ind i sagen, og de tre kvinder plejede råd om, hvad der skulle gøres. Imidlertid fandt fødslen sted og siges at have forløbet godt og vel. En spindedreng på gården ved navn Morten, som gik spindekvinderne 61 hånde i vinterens spindetid - det var ved kjermestide - blev også benyttet som stik-i-rend-dreng for barselpatienten. En morgenstund - det var aske-onsdag (onsdag i den stille uge) - befalede fru Karen ham fra sin seng, at han skulle gå ind i husbondens kammer og hente en stob (kande) øl til øllebrød. (Det kan synes mærkeligt, at øllet opbevaredes der i stedet for i kælderen; men op til min tid bryggedes der altid to sorter øl på de store gårde. Til herskabet og til folkene. Arenfeldt har sikkert været så mægtig, at han ikke ville betro pigerne det gode øl.) I kammeret sad Niels Arenfeldt. Han har nok på dette tidspunkt været på det rene med, at det hvide pulver ikke ville blive brugt efter hensigten. Han gav da Morten en flaske med noget, som befales knægten at komme i fruens øllebrød, men han skulle "skolpe" (godt jysk ord for ryste) flasken op og ned og straks derpå slå indholdet i potten, så skulle Arenfeldt nok siden lønne Morten ved med tiden at gjøre ham til en agtendes karl. Af frygt for husbonden tog Morten flasken og gik med den og ølstoben. Øllet satte Morten på skiven i fruestuen og trinede derefter med flasken i hånden ind til fru Karens seng, hvor også moderen, fru Anne var hos. Og Morten fortalte de to damer om husbondens pålæg, mens han præsenterede dem flasken. Der blev jo en forskrækkelse nu, både på fru Karens og på knøsens vegne. Der måtte handles hurtigt, inden Arenfeldt kunne få i sinde at efterforske, om hans pålæg var bleven adlydt, thi han havde udtalt sig med til Morten, at dersom fru Karen kom op af sin barselseng, ville hun "føre ham ud alle vegne blandt folk". De to livsskræmte kvinder befalede derfor Morten, at han skulle tage flasken og sætte sig på en hest og ride ad Østerild og Vust til for at indhente fogden fra Knivholt, der nylig havde forladt Ullerup efter et ærinde i Hans Dyres tjeneste. Med fogden skulle han så drage videre til Knivholt og berette Hans Dyre sagen og iøvrigt blive i dennes varetægt. Knøsen red af gårde og nåede fogden, Knud Christensøn. De fulgtes så ad. Men over Østerilds hede blev de indhentet af Ullerupgårds skolemester, Niels Pedersøn, som kom galopperende på en hest. Skolemesteren ville efter tilskyndelse af fru Karen og fru Anne advare Morten, thi Niels Arenfeldt var i færd med at sende tvende karle ud for at søge efter ham. Derefter vendte den brave Niels Pedersøn om, men fogden og den unge flygtning ilede videre.
Under ridtet må Knud Christensøn være bleven bange for, at han ikke evnede at beskytte Morten, såfremt de blev overrendte af Arenfeldts karle, ti da de kom til Vust, tingede han spindedrengen i hemmelig pleje hos en Jens Poulsøn, antagelig en mand, der stod i taksomt forhold til Knivholtfamilien. Her blev da Morten indtil fru Anne efter endt barseltjeneste hos datteren kom agen sin kås hjemefter til Knivholt. Hun tog da drengen med sig i vognen. Morten var jo et kosteligt kronvidne mod Arenfeldt i den sag, der var ifærd med at trække op imod ham for efterstræbelse af sin hustrus liv. Maren Ibsdatter var derimod bleven på Ullerup for at tage vare på fru Karen. Da fru Karen var kommen af barselsengen, lod hun sognepræsten hr. Oluf Andersøn Bigum i Sennels kalde til sig. Da præsten kom talte hun i Marens påhør til ham om det hvide pulver i buddiken, som Arenfeldt havde overgivet Maren fil at forgive hende med. Hr. Oluf var ilde tilfreds med at høre den snak; det var ham ubehageligt at blive indblandet i forholdet imod herremanden. Han søgte at reducere sagen ved sludder og snak og yndede ikke at tå buddiken med pulveret holdt for øjnene. Også nabosognets præst, hr. Kjeld Christensøn i Hillerslev, budsendte fru Karen og bad ham om at komme til sig uden at røbe sit ærinde til husbonden Niels Arenfeldt. De to nabopræster havde nok snakket sammen, ti da fru Karen i Marens nærværelse gav hr. Kjeld samme underretning som hr. Oluf og bad om hans råd, udviste han en lignende uvilje og ligegyldighed for det penible pulver i den famøse buddike, som hendes egen sognepræst. Imidlertid led tiden hen. Hans Dyre på Knivholt og andre af fru Karen Dyres pårørende samlede bevisligheder mod Arenfeldt og fik sagen i rette til proces. Niels Arenfeldt havde også travlt. Han aftvang sin hustru til at skrive under på en erklæring, som skulle afværge hans "hinder og skade"; han brugte vold mod Maren Ibsdatter for at få hende til at "makke ret", han fik hr. Oluf og hr. Kjeld til at afgive vidnesbyrd, hvorefter de intet havde hørt og intet vidste om det hvide pulver i den kriminale buddike, uden kvinde.sladder, som "intet er at agte" og om hvilket "de intet så nøje erindrer". Disse således fremskaffede vidnesbyrd fik Arenfeldt med erklæring af befalingsmanden på Aalborghus, Gunde Lange, og Aalborgbispen, magister Christen Hansen, fremlagt på landstinget i Viborg i 1640 hvor landsdomrnerne Erik Juul til Hundsbæk og Mogens Høeg til Kjærgårdsholrn, da ingen af de pågældende var mødt, underkjendte og omstødte den stævning, som fru Karen og hendes slægt havde udtaget mod manden. Fru Karen og hendes familie lod sig dog ikke forknytte af denne Arenfeldts streg i regningen, hvis hensigt var tydelig nok.
Sagen blev indbragt for kongen, Kristian den Fjerde, og han lod parterne med vidner indstævne for rigets ret i oktober 1641 under kansleren hr. Christian Thomsen Sehesteds forsæde. Her gik det da på livet løs mellem de to skilagtige ægtefæller. Hovedvidnet, spindedrengen Morten, fremstod med flasken, hvori det giftige var, og vidnede mod sin tidligere husbond. Her mødte Maren Ibsdatter med sin pulver-buddike. Fru Anne, fru Karen og de øvrige vidner i spindesidens favør, alle med oprakte fingre og højeste ed for sandheden af fru Karens beskyldninger mod sin mand. Hr. Kjeld havde leveret skriftligt vidnesbyrd i retten, hvori han fremsætter, at da han hin dag var kommen til Ullerupgård for at træffe Niels Arenfeldt, der var i Thisted, og ventede på hans hjemkomst, hørte han noget af en samtale i haven mellem fru Karen og Maren Ibsdatter, hvori Maren havde talt om en buddike. Men han havde hverken set den eller haft den i hænde og vidste derfor intet om, hvorvidt indholdet var skadeligt eller gavnligt. Hr. Oluf i Sennels var derimod mødt, og han rakte fingre og svor sin ed på, at hverken fru Karen, eller Maren havde rådført sig med ham, om fruen skulle tage Arenfeldts forgift langt mindre sagt, at hun skulle tage det. Hverken pulveret eller buddiken havde Hr. Oluf set, såsandt hjælpe ham Gud.
Niels Arenfeldt førte selv sit forsvar. Han påberåbte sig de to præsters vidnesbyrd og ed og landsrettens dom! Dernæst påberåbte han sig det indlysende i, at han til et skjælmsstykke som det, han beskyldes for, da aldrig "vilde betro sig til en skralderkvinde som Maren Ibsdatter eller til en spindedreng som Morten til medvidere. Han havde så ofte betjent sin hustru med medikamenter uden at være påagtet, så havde han haft vilje til at forgive sin hustru, kunne han let have begået noget sådant uden medhjælp. Løgn var det, han beskyldtes for, hvad "eders kongelige majestæt og højvise råd noksom eragte kan. Mine modparter vil med forsæt mig fattige mand på ære og liv ombringe". Rigsrådet udtaler i sine præmisser, at der i de fremlagte breve er mange letfærdige, forargelige og gudsbespottelige ord, hvoraf kan erfares , at Niels Arenfeldts hjerte af utilbørlig kjærlighed er vendt fra hans ægtehustru, og at han har aftvunget hende en forpligt til gunst for ham, at fru Karens sigtelse bestyrkes både ved Maren Ibsdatters udsagn, buddiken og hendes ed, af Mortens udsagn og flasken med indhold, af fru Anne, af skolemesterens ridt efter Morten for at advare ham og af den ene præsts vidnesbyrd, hvori det bekræftes, at han har hørt om buddiken. Rigens ret dømte da, at Niels Arenfeldt den 26. januar i det kommende år, 1642, skal møde på Viborg snapsting for hr. Jørgen Urne og hr. Just Høeg som lovhørere og for disse, i følge med tolv adelige riddere lovværge sig eller lide som vedbør. Nogle af de 11 lovmænd, kunne dog ikke bevise deres adelige herkomst. I Viborg blev både lovmændene og Niels Arenfeldt for mened dømt til at rømme landet eller have livet forbrudt. Dermed forsvinder denne adelige ægtemand, uden at der høres mere om, hvor han blev af. Det synes mærkeligt, at der ikke hændte hr. Oluf i Sennels noget ubehageligt for hans tvivlsomme edsudsagn.
----------------- Citat slut. ---------------------
Samme år andragede Karen Dyre, at blive indsat på Ullerupgård.
1648 blev de landsforviste benådet og fik atter lov at bosatte sig i landet. Niels Arenfeldt kom tilbage i 1648, døde 1669, Karen Dyre døde 1669.
Der er senere sat ? ved anklagens troværdighed, eller om Niels Arenfeldt var genstand for et komplot foranstaltet af Karen Dyre og hendes stedmoder Anne Pedersdatter.

Ifølge Trap Danmark, solgte Karen Dyre 1668 Ullerupgård til sin datter Anne Arenfeldt, hvis mand Claus Pors allerede 1650 havde fået pant i den. Claus Pors var død 1660, 43 år gammel på Ullerupgård.

Karen Dyre
Født:	1595
Død:	1679
Ægtefælde:	Niels Arenfeldt
Børn:	Anne Arenfeldt Ellen Arenfeldt i Kiersgaard (Thornby s. Vennebjerg hdr.)
Forældre:	Hans Dyre / Birgitte Skram

Karen Dyre stammer fra Knivholt ved Frederikshavn, hun var gift med Niels Arenfeldt, begge af dansk adelsslægt. Hun er slægtning til den Palle Dyre, der var Marie Grubbes anden mand, inden hun løb grassat med kusken på Tjele, Søren Møller. Niels Arenfeldt forskrev sig 1612 til Knivholdt i Vandsyssel, man fik store Økonomiske problemer efter krigen 1625-29, som dog bedredes da Karen Dyres far Hans Dyre til Boller i Vendsyssel, holdt skifte før sit 2. ægteskab 1632. Hans Dyre flyttede til Knivholt, mens Niels Arenfeldt og Karen Dyre fik Ullerupgård. Niels Arenfeldt og Karen Dyre levede ikke i det bedste forhold til hverandre. Forholdet udartede til et had, under hvilket ægtefællerne trakterede hinanden så groft, at de offentligt værgede sig mod hinandens klagemål, han ved retslige anstandsbreve, som han lod tingvidne, hun ved angribende handling inden for familiekredsen. Under dette elendige samliv vedblev ægtefællerne dog at søge bord og seng sammen med deraf følgende barsler. ----------------- Man kan bl.a. læse følgende om dem --------------------- I 1639 barslede fru Karen, og i perioden der omkring blev forholdet galt. Fru Karen udtog da stavning mod sin husbond, hvori hun klager over, at Niels Arenfeldt har vendt sit sind og hjærtets kjærlighed på utilbørlig vis fra sin "fattige hustru", hvilket hun ved brev kan bevise. Hun beskylder ham for at have slaget hende uden grund, og at han tragter hende hemmeligt efter livet. De nærmere omstændigheder vedrørende denne alvorlige beskyldning synes at have haft følgende forløb. Ganske kort tid før fru Karen Dyres nedkomst har Niels Arenfeldt været på besøg hos hustruens forældre, Hans Dyre og fru Anne Pedersdatter på Knivholt. Maren skulle i hvert fald ledsage fru Anne på barselrejsen til Ullerupgård, og hjælpe med ved den forestående begivenhed. I samtalen har Niels Arenfeldt da søgt at overtale Maren Ibsdatter til at modtage en buddike (kostbar æske), hvori var noget hvidt pulver vel sagtens rottekrudt - arsenik. Nogle år i forvejen havde fru Kirsten Munk på Frederiksborg Slot søgt at forgive sin gemal Kong Kristian den IV med samme slags hvidt pulver i en liden sølvbuddike. Det hvide pulver skulle Maren, når hun kom til Ullerupgård og gik fru Karen til hånde i barselsengens periode, benytte tre knivspids portioner af, til at komme i fru Karens melgrød. Af en sådan dosis ville hun ikke dø med det samme, men lidt efter lidt i løbet af fire dage pines ihjel. Resten af pulveret skulle hun give fru Karens fader, Hans Dyre, hvem Arenfeldt iøvrigt også ville lade bekoste fru Karens begravelse, efter hvad han betroede Maren. Maren tog imod buddiken og så kjørte selskabet af sted og kom til Ullerupgård. Men i stedet for at anvende pulveret efter ordre, fortalte Maren planen til fru Karen og advarede hende imod manden. Nu blev også moderen fru Anne, sat ind i sagen, og de tre kvinder plejede råd om, hvad der skulle gøres. Imidlertid fandt fødslen sted og siges at have forløbet godt og vel. En spindedreng på gården ved navn Morten, som gik spindekvinderne 61 hånde i vinterens spindetid - det var ved kjermestide - blev også benyttet som stik-i-rend-dreng for barselpatienten. En morgenstund - det var aske-onsdag (onsdag i den stille uge) - befalede fru Karen ham fra sin seng, at han skulle gå ind i husbondens kammer og hente en stob (kande) øl til øllebrød. (Det kan synes mærkeligt, at øllet opbevaredes der i stedet for i kælderen; men op til min tid bryggedes der altid to sorter øl på de store gårde. Til herskabet og til folkene. Arenfeldt har sikkert været så mægtig, at han ikke ville betro pigerne det gode øl.) I kammeret sad Niels Arenfeldt. Han har nok på dette tidspunkt været på det rene med, at det hvide pulver ikke ville blive brugt efter hensigten. Han gav da Morten en flaske med noget, som befales knægten at komme i fruens øllebrød, men han skulle "skolpe" (godt jysk ord for ryste) flasken op og ned og straks derpå slå indholdet i potten, så skulle Arenfeldt nok siden lønne Morten ved med tiden at gjøre ham til en agtendes karl. Af frygt for husbonden tog Morten flasken og gik med den og ølstoben. Øllet satte Morten på skiven i fruestuen og trinede derefter med flasken i hånden ind til fru Karens seng, hvor også moderen, fru Anne var hos. Og Morten fortalte de to damer om husbondens pålæg, mens han præsenterede dem flasken. Der blev jo en forskrækkelse nu, både på fru Karens og på knøsens vegne. Der måtte handles hurtigt, inden Arenfeldt kunne få i sinde at efterforske, om hans pålæg var bleven adlydt, thi han havde udtalt sig med til Morten, at dersom fru Karen kom op af sin barselseng, ville hun "føre ham ud alle vegne blandt folk". De to livsskræmte kvinder befalede derfor Morten, at han skulle tage flasken og sætte sig på en hest og ride ad Østerild og Vust til for at indhente fogden fra Knivholt, der nylig havde forladt Ullerup efter et ærinde i Hans Dyres tjeneste. Med fogden skulle han så drage videre til Knivholt og berette Hans Dyre sagen og iøvrigt blive i dennes varetægt. Knøsen red af gårde og nåede fogden, Knud Christensøn. De fulgtes så ad. Men over Østerilds hede blev de indhentet af Ullerupgårds skolemester, Niels Pedersøn, som kom galopperende på en hest. Skolemesteren ville efter tilskyndelse af fru Karen og fru Anne advare Morten, thi Niels Arenfeldt var i færd med at sende tvende karle ud for at søge efter ham. Derefter vendte den brave Niels Pedersøn om, men fogden og den unge flygtning ilede videre. Under ridtet må Knud Christensøn være bleven bange for, at han ikke evnede at beskytte Morten, såfremt de blev overrendte af Arenfeldts karle, ti da de kom til Vust, tingede han spindedrengen i hemmelig pleje hos en Jens Poulsøn, antagelig en mand, der stod i taksomt forhold til Knivholtfamilien. Her blev da Morten indtil fru Anne efter endt barseltjeneste hos datteren kom agen sin kås hjemefter til Knivholt. Hun tog da drengen med sig i vognen. Morten var jo et kosteligt kronvidne mod Arenfeldt i den sag, der var ifærd med at trække op imod ham for efterstræbelse af sin hustrus liv. Maren Ibsdatter var derimod bleven på Ullerup for at tage vare på fru Karen. Da fru Karen var kommen af barselsengen, lod hun sognepræsten hr. Oluf Andersøn Bigum i Sennels kalde til sig. Da præsten kom talte hun i Marens påhør til ham om det hvide pulver i buddiken, som Arenfeldt havde overgivet Maren fil at forgive hende med. Hr. Oluf var ilde tilfreds med at høre den snak; det var ham ubehageligt at blive indblandet i forholdet imod herremanden. Han søgte at reducere sagen ved sludder og snak og yndede ikke at tå buddiken med pulveret holdt for øjnene. Også nabosognets præst, hr. Kjeld Christensøn i Hillerslev, budsendte fru Karen og bad ham om at komme til sig uden at røbe sit ærinde til husbonden Niels Arenfeldt. De to nabopræster havde nok snakket sammen, ti da fru Karen i Marens nærværelse gav hr. Kjeld samme underretning som hr. Oluf og bad om hans råd, udviste han en lignende uvilje og ligegyldighed for det penible pulver i den famøse buddike, som hendes egen sognepræst. Imidlertid led tiden hen. Hans Dyre på Knivholt og andre af fru Karen Dyres pårørende samlede bevisligheder mod Arenfeldt og fik sagen i rette til proces. Niels Arenfeldt havde også travlt. Han aftvang sin hustru til at skrive under på en erklæring, som skulle afværge hans "hinder og skade"; han brugte vold mod Maren Ibsdatter for at få hende til at "makke ret", han fik hr. Oluf og hr. Kjeld til at afgive vidnesbyrd, hvorefter de intet havde hørt og intet vidste om det hvide pulver i den kriminale buddike, uden kvinde.sladder, som "intet er at agte" og om hvilket "de intet så nøje erindrer". Disse således fremskaffede vidnesbyrd fik Arenfeldt med erklæring af befalingsmanden på Aalborghus, Gunde Lange, og Aalborgbispen, magister Christen Hansen, fremlagt på landstinget i Viborg i 1640 hvor landsdomrnerne Erik Juul til Hundsbæk og Mogens Høeg til Kjærgårdsholrn, da ingen af de pågældende var mødt, underkjendte og omstødte den stævning, som fru Karen og hendes slægt havde udtaget mod manden. Fru Karen og hendes familie lod sig dog ikke forknytte af denne Arenfeldts streg i regningen, hvis hensigt var tydelig nok. Sagen blev indbragt for kongen, Kristian den Fjerde, og han lod parterne med vidner indstævne for rigets ret i oktober 1641 under kansleren hr. Christian Thomsen Sehesteds forsæde. Her gik det da på livet løs mellem de to skilagtige ægtefæller. Hovedvidnet, spindedrengen Morten, fremstod med flasken, hvori det giftige var, og vidnede mod sin tidligere husbond. Her mødte Maren Ibsdatter med sin pulver-buddike. Fru Anne, fru Karen og de øvrige vidner i spindesidens favør, alle med oprakte fingre og højeste ed for sandheden af fru Karens beskyldninger mod sin mand. Hr. Kjeld havde leveret skriftligt vidnesbyrd i retten, hvori han fremsætter, at da han hin dag var kommen til Ullerupgård for at træffe Niels Arenfeldt, der var i Thisted, og ventede på hans hjemkomst, hørte han noget af en samtale i haven mellem fru Karen og Maren Ibsdatter, hvori Maren havde talt om en buddike. Men han havde hverken set den eller haft den i hænde og vidste derfor intet om, hvorvidt indholdet var skadeligt eller gavnligt. Hr. Oluf i Sennels var derimod mødt, og han rakte fingre og svor sin ed på, at hverken fru Karen, eller Maren havde rådført sig med ham, om fruen skulle tage Arenfeldts forgift langt mindre sagt, at hun skulle tage det. Hverken pulveret eller buddiken havde Hr. Oluf set, såsandt hjælpe ham Gud. Niels Arenfeldt førte selv sit forsvar. Han påberåbte sig de to præsters vidnesbyrd og ed og landsrettens dom! Dernæst påberåbte han sig det indlysende i, at han til et skjælmsstykke som det, han beskyldes for, da aldrig "vilde betro sig til en skralderkvinde som Maren Ibsdatter eller til en spindedreng som Morten til medvidere. Han havde så ofte betjent sin hustru med medikamenter uden at være påagtet, så havde han haft vilje til at forgive sin hustru, kunne han let have begået noget sådant uden medhjælp. Løgn var det, han beskyldtes for, hvad "eders kongelige majestæt og højvise råd noksom eragte kan. Mine modparter vil med forsæt mig fattige mand på ære og liv ombringe". Rigsrådet udtaler i sine præmisser, at der i de fremlagte breve er mange letfærdige, forargelige og gudsbespottelige ord, hvoraf kan erfares , at Niels Arenfeldts hjerte af utilbørlig kjærlighed er vendt fra hans ægtehustru, og at han har aftvunget hende en forpligt til gunst for ham, at fru Karens sigtelse bestyrkes både ved Maren Ibsdatters udsagn, buddiken og hendes ed, af Mortens udsagn og flasken med indhold, af fru Anne, af skolemesterens ridt efter Morten for at advare ham og af den ene præsts vidnesbyrd, hvori det bekræftes, at han har hørt om buddiken. Rigens ret dømte da, at Niels Arenfeldt den 26. januar i det kommende år, 1642, skal møde på Viborg snapsting for hr. Jørgen Urne og hr. Just Høeg som lovhørere og for disse, i følge med tolv adelige riddere lovværge sig eller lide som vedbør. Nogle af de 11 lovmænd, kunne dog ikke bevise deres adelige herkomst. I Viborg blev både lovmændene og Niels Arenfeldt for mened dømt til at rømme landet eller have livet forbrudt. Dermed forsvinder denne adelige ægtemand, uden at der høres mere om, hvor han blev af. Det synes mærkeligt, at der ikke hændte hr. Oluf i Sennels noget ubehageligt for hans tvivlsomme edsudsagn. ----------------- Citat slut. --------------------- Samme år andragede Karen Dyre, at blive indsat på Ullerupgård. 1648 blev de landsforviste benådet og fik atter lov at bosatte sig i landet. Niels Arenfeldt kom tilbage i 1648, døde 1669, Karen Dyre døde 1669. Der er senere sat ? ved anklagens troværdighed, eller om Niels Arenfeldt var genstand for et komplot foranstaltet af Karen Dyre og hendes stedmoder Anne Pedersdatter. Ifølge Trap Danmark, solgte Karen Dyre 1668 Ullerupgård til sin datter Anne Arenfeldt, hvis mand Claus Pors allerede 1650 havde fået pant i den. Claus Pors var død 1660, 43 år gammel på Ullerupgård.